Hvor ofte drysser du pærer eller hindbær på din hjemmelavede pizza? Og hvor mange frugter og bær bruger du i det hele taget i din hverdagsmad? Hugh Fearnley-Whittingstall, bedre kendt som manden bag River Cottage er netop kommet med en ny kogebog til det danske marked. 'Hverdagsmad med frugt og bær fra River Cottage' er den tredje danske udgivelse fra River Cottage og der er i bogen igen fokus på bæredygtighed og gode råvarer.
Du kender måske allerede River Cottage fra tidligere succesrige bøger som 'Hverdagsmad fra River Cottage' og 'Grøn hverdagsmad fra River Cottage' eller fra DR2, hvor Hugh ofte demonstrerer sine færdigheder. Frugt og bær fra River Cottage giver inspiration til at overføre køkkenhavens rigdom af farver og sundhed til hverdagsmad og er perfekt til disse skønne sommerdage. Gennem facts og opskrifter fortæller Hugh om det væld af muligheder, vi har for at bruge frugt og bær i vores hverdagsmad, ikke kun når det gælder søde sager men også det salte køkken, som langt over halvdelen af opskrifterne er koncentreret omkring. Forfatteren Hugh Fearnley-Whittingstall siger selv til konceptet
Jeg vil overtale dig til at komme frugt på pizzaen (ikke noget med ananas og skinke, bare rolig) og i dit daglige brød. Jeg vil have dig til at bruge frugt i dine kød- og gryderetter. Jeg vil vise dig, hvor overraskende godt frugt går i spænd med fisk, både varm og kold.
Kogebøgerne fra River Cottage skaber en skøn stemning med dets næsten rustikke, retro udseende der giver dig lyst til at kaste dig ud i opskrifterne og prøve disse skønne retter. Kogebøger skal for mig være brugbare og give én lyst til at lave maden, ikke blot stå med glansbehandlede sider der præsenterer smukke retter man aldrig får taget sig sammen til at lave. Jeg elsker at bogen har personlighed og at den rent faktisk illustrerer at dette er hverdagsmad. Det er en bog du kan bruge med dine børn, hvilket Hugh illustrerer ved selv at inddrage sine egne på flere af bogens opskrifter.
Jeg må indrømme at jeg var lidt skeptisk til at starte med men jeg elsker at jeg kan bruge sæsonens frugt og bær til at lave mad med uden at det behøver at være ultra sødt eller desserter. Det skal dog lige siges at der er nogle skønne, skønne desserter - især for en kage-elskende pige som mig.
Inspirationen til bogen og den anderledes tilgang til råvaresammensætningerne har forfatteren hentet fra køkkener over hele verden og oversat til hverdagsretter. Bogen indeholder 200 opskrifter, og indebærer alt lige fra sommerbær, æbler og rabarber til kvæde, pomelo og morbær. Der er også opskrifter på mere eksotiske frugter som ananassalsa og kokosris samt et helt kapitel til tørrede frugter.
Har du lyst til at prøve nogle af opskrifterne så download her en gratis prøve af opskrifterne og se om du er ligeså solgt som jeg. Et lille tip - cocktailen med jordbær og hyldeblomst er så fantastisk, især i disse varme dage.
Du kan foruden disse gratis opskrifter også vinde bogen ved at kommentere, hvad der er din yndlings frugt eller bær er i kommentarfeltet. Husk email så vi kan få fat i dig. Vi udtrækker vinderen den 16. august.