Sommer, sol og skønne bøger

Trine er 37 år, i gang med en pædagoisk videruddannelse, mor til Lily og Katja, gift med Asger. Og så er hun vred det meste af tiden. På sin mand. Overvejer at lade sig skille. For som hun forklarer sin veninde i romanen: 

Denne bog tager fat på et emne som de fleste kvinder kender - hvorfor opfører jeg mig til tider som en kælling når jeg kan se at det er forkert. Forfatteren selv siger til dette: 

"Det er tabubelagt som kvinde at indrømme: "Jeg har alt, jeg kunne ønske mig, men jeg er alligevel pissesur". Det tema har optaget mig. At mange kvinder tænker over deres liv: Var det det? Er der ikke mere at stræbe efter? Skal vi nu glo på hinanden i 30 år? Skal vi købe et sommerhus, for så sker der noget? Eller kan vi nyde alt, som det er? Med alle de trivielle gentagelser, der er i hverdagen i en familie med børn. Der tit er langt bedre til at leve i nuet, og som stirrer afmægtigt på den kvinde, der hidsigt farer rundt og vasker op og køber vaser" 

Jeg må indrømme at jeg var utrolig underholdt da jeg læste denne bog. Jeg er langt fra i denne fase med mit eget liv men jeg indrømmer blankt at jeg har haft samtaler med mine egne veninder om den kællinge-rolle man påtager sig nogle gange. Man kan gå amok over at pålægget står på anden hylde i køleskabet i stedet for øverste som det normalt gør. Man forstår at det er fuldstændigt lige meget, at det er en ligegyldig ting men alligevel sker der en ud-af-kroppen oplevelse, hvor man nærmest kan se sig selv råbe af kæresten fordi han har placeret det dér, uden at kunne stoppe sig selv. Man ved at det er åndssvagt men man fortsætter med at råbe. Hvorfor betyder disse ting noget? Det er jo småting i forhold til det store billede men alligvel kan man ikke stoppe sig selv. Hvorfor føler jeg sådan? Hvorfor tænker jeg at mine veninders kærester aldrig ville lave den fejl? Hvorfor er det min mand der er så dum at han ikke ved, at pålægget skal stå på øverste hylde når det har været placeret sådan de sidste 6 år af vores fælles boligliv. 

Forfatteren har skabt så fantastisk en beskrivelse af hovedpersonen Trines tilstand at man som læser sidder og krummer tår fordi det er så genkendeligt. Vi kvinder har svært ved at indrømme at vi til tider kan være fuldstændige sindssyge. Jeg elsker at Stine Askov har taget dette emne op da vi faktisk ikke er alene. Jeg troede at overstående eksempel med rollen som verdens værste kælling var noget der kune foregik i mit hjem, indtil jeg fandt ud af at mine veninder har det på præcis samme måde. Vi forstår ikke vores egne handlinger men vi forstår at det åbenbart ikke er os alene der er tosset. Stine Askov erkender dog også, at mens hun skrev genkendte hun fællestræk mellem romanens Trine og hende selv: "Jeg tænkte: "Det er dig. Det er dig. Du må holde op med at opfører dig sådan". Men selv om vi er ens på mange måder, er det nu ikke en roman om mig og mit liv."

Du skal læse denne bog hvis du..

- er kommet dertil, hvor du må invitere din kæreste på en weekendtur til Berlin for at få sex. – nogensinde har overvejet at gå til akupunktør for at få mere balance i dit liv. – synes, kvinder skulle tage sig sammen og spise noget mere gluten. – bliver optændt af vrede, hver gang du skal smøre madpakker, med gluten, til dine børn. – overvejer at købe kaniner til dine børn. – cykler på din christianiacykel gennem Københavns gader og bare ønsker, at du kunne starte på en frisk. – for 13 år siden så verdens dejligste mand i ham, der nu sidder og ser Deadline i stedet for at kigge på dine bare bryster, der bare bliver koldere og koldere. – nogensinde har siddet i et vindue og tænkt på, om det liv, der blev levet i lejligheden overfor var meget mere meningsfuldt og lykkeligt end dit.   Kaninens år handler om en helt almindelig storbymor i krise, og om hvordan vi mennesker spejler os i hinanden.