Kan det lade sig gøre at gå fra 120 kilo - 67 kilo på blot 1 år uden at miste alle omkring dig? Er der KONSEKVENSER forbundet med et vægttab? Kan du bevare dit forhold? Alle de spørgsmål dukker op i mit hovede igen og igen, og jeg har svar på dem alle.
DEN DAG I MAJ
Dagen, hvor jeg besluttede mig for at gøre op med mit liv husker jeg, som var det igår. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, der var så mange spørgsmål jeg ville stille, ikke til alle andre, men til mig selv, for det var kun mig, der kunne svare på dem, det var jo mine tanker, altså mit hovede, i ved - MIN KROP, der nu skulle ændres, der nu skulle igennem et helvede (troede jeg).
Mine tanker kørte på: "hvordan skal min fede røv nogensinde kunne klare bare at løbe 100 meter uden at dø?""Hvordan skal jeg nogensinde kunne lade være med at spise så meget som jeg gør nu?""hvad tænker folk mon?""Kan jeg overhovedet det her?" Og mange andre tanker dukkede op, MEN en ting var sikkert, det var NU eller ALDRIG.
JEG MÅTTE SIGE TIL ALLE "KOSTE HVAD DET KOSTE VIL!"
Jeg sagde dén dag i maj til min kæreste, at jeg skulle tabe mig - NU, og han havde kun et ultimatum, og det var: "Enten støtter du mig, ellers skrider du." Koste hvad det koste vil, og mister jeg nogen på min vej, så er jeg ligeglad. Lige nu er mit ultimatum liv eller død, det var hvertfald den følelse jeg havde.
Jeg følte mig død indeni, jeg følte mig fuldstændig værdiløs, og den følelse ville jeg ikke have et minut mere. Dagene gik, og det hele var så nemt, blot efter første uge var der røget 7 kg. - JA 7 KG. Og selvom jeg inderst inde godt vidste, at meget af det var væske, viste vægten stadig 7 KILO MINDRE end i sidste uge, og det gjorde mig høj. Jeg var bare på nu, alt kørte bare, opslagende væltede ud på Facebook, og jeg var mere motiveret end nogensinde før.
HVORDAN MON ANDRE TAGER DET - FÅR FOLK NOK AF AT SE MINE OPSLAG? Jeg kan huske, at jeg i starten var vildt nervøs for, hvordan folk ville tage det hele. Jeg var hurtig til at poste alt, hvad jeg lavede på Facebook, Instagram og Snapchat. Jeg følte mig pludselig forpligtet, ikke bare over for mig selv, men også over for alle andre, hvilket gjorde mig meget mere motiveret.
Alle på de sociale medier modtog alle mine opdatering med rosende ord, opbakning og highfives, jeg blev komplimenteret overalt, og det gav mig det drive der skal til, for at fortsætte en kamp, som til tider er så svær at kæmpe.
Hjemme i stuerne sad der sikkert nogen og rystede på hovedet, og sagde: "Nu har Kristina IGEN postet alt hendes træningsgejl og alt hendes fanatiske madsjov, og hun gør kun det her for at få opmærksomhed".
Til det har jeg kun at sige: Jeg gjorde og gør det KUN for motivationens skyld, hvem vil ikke gerne roses for deres hårde arbejde? Hvem vil ikke gerne komplimenteres for alt det man har gjort og gør for sig selv? JA, jeg vil hvertfald gerne, og jeg har heldigvis været ligeglad med den negative omtale og fokuseret på ALT den støtte, jeg har fået.
Især fra min kollega, som også er blevet en stor del af mit liv og en veninde (trods stor aldersforskel), som jeg altid vil have i mit hjerte. Og fra mine andre veninder, som har hørt på mig igennem den her rejse, stået der selvom jeg blev nødt til at være egoistisk, truffet mange vilde valg og været total umulig til tider. AF HJERTET TAK!
BAGSIDEN AF MEDALJEN; ALLE KONSEKVENSERNE
Der er konsekvenser ved alle valg, du tager i dit liv, og de konsekvenser kan til tider være svære at tackle. Jeg har taget mine konsekvenser, og jeg tog dem med oprejst pande. Jeg valgte for 2 mdr. siden at bryde op med mit gamle forhold, som har varet de sidste 4 år. Der er ingen tvivl om, at det var et svært valg, MEN valget var svært fordi, hvad så nu?
Alle de spørgsmål man havde til sig selv, og hvad med alt det praktiske i alt det her? Det var ikke så meget mine følelser, for de var nærmest væk, de forsvandt med alle de unødige skænderier, alle de unødige og voldsomme konflikter og al den modgang, der var på grund af min evige planlægning, træning og madlavning.
En ting er sikkert, bruddet var bedst for både ham og jeg, selvom det var mig, der gjorde det forbi, og at på dagen kunne han ikke se, at vi ikke gavnede hinanden mere - det kan han heldigvis nu.
Jeg var/er gået igennem en KÆMPE udvikling både fysisk og psykisk, og han var stadig det samme sted og den samme person OG HELDIGVIS for det. Jeg ønskede ikke at lave om på ham. Pludselig var det jo en "ny Kristina", som han skulle lære at kende, (jeg er stadig mig, men med mange tilføjelser og nogle ting er fjernet) og at indfinde sig i min hverdag var ikke nemt, og det ville jeg heller ikke forlange.
Det hele var kørt fast, ingen oplevelser sammen, ingen eventyr, alt stod stille, alt handlede om mig og min træning. JEG HAR LÆRT, at ikke alt kan holde til så stor en forandring, især ikke, når ikke man passer og plejer det, hvilket vi var for dårlige til. Når man har kæmpet for noget længe nok, kan man pludselig ikke mere.
JEG SAGDE, DA JEG STARTEDE: "KOSTE HVAD DET KOSTE VIL" OG DEN SÆTNING MENTE JEG. JEG FORTRYDER INGENTING, EJ HELLER MINE VALG. JEG TOG MINE VALG AF EN GRUND, DEN GRUND VAR GOD FOR MIG, OG DET VAR DET VIGTIGSTE LIGE I NUET, OG DET VALG ER GODT FOR MIG NU.
