I sin anden bog om privatdetektiv Cormoran Strike er J.K. Rowling-pseudonymet Robert Galbraith klar med en bog fyldt med uventede forviklinger og overraskelser på hver eneste side.
Et spind af silketråde
Da romanforfatteren Owen Quine forsvinder, ringer hans kone til privatdetektiven Cormoran Strike. I begyndelsen tror hun blot, at han er stukket af for sig selv et par dage - som han har gjort før - og hun beder Strike om at finde ham og hente ham hjem igen. Efterhånden som Strike efterforsker sagen, bliver det klart, at der ligger mere bag Quines forsvinden, end hans kone tror.
Romanforfatteren har netop lagt sidste hånd på et manuskript, der rummer giftige portrætter af stort set alle, han kender. Hvis romanen blev udgivet, ville den ødelægge adskillige liv, så der er mange, der har god grund til at ville gøre ham tavs.
Da Quine findes myrdet under bizarre omstændigheder, bliver det en kamp mod uret for at forstå den brutale morders motiver - en morder, der ikke ligner nogen anden, Strike nogensinde har været ude for.
J.K Rowling eller Robert Galbraith som er navnet på forfatteren bag denne bog har i anden bind af denne serie skabt et univers, hvori krimi og litterære godbider forenes. De mange skønne godbider præsenteres i form af mordoffereret Owen Quines verden, hvori han skriver mærkelige bøger, som ingen læser eller forstår. Et hemmeligtstemplet manuskript, der i sidste øjeblik er trukket tilbage af forlaget viser sig at være en hel del anderledes end Quines tidligere værker. Bogen der bærer titlen ’Bombyx Mori’, hvilket betyder silkeord på latin, er proppet med metaforer, sex, vold og fantasylignende figurer. Det viser sig dog at disse figurer er ret genkendelige med personer for forlagsverden og en offentligt skueplads af alverdens fejl og mangler præsenteres for omverden som en slags hævn for den manglende anerkendelse af Quines talent.
Jeg kan som uddannet litterat kun sige at jeg ELSKER dette skønne litterære univers som kommer til udtryk. Robert Galbraith eller kvinden bag denne forfatter har en fantastisk evne til at skabe et spændingsfyldt men også utrolig underholende fortælling. Der bliver skrevet uendelige mange krimier i disse år som ofte kommer på bestsellerlisten men jeg nyder virkelig at læse en krimi, hvor man bliver overrasket af andet end mord. Silkeorm lever bestemt op til første bind i serien. Denne spændende kriminalroman er som den fineste silketråd der vikles fri igennem utrolige beskrivelser, et fantastisk sprog og en helt igennem dragende handling.
Silkeorm er udgivet af Gyldendal.
Sideantal: 488
Pris: 299,95